Om Sclerosefestival
Sclerosefestival 2025 afholdes den 4. oktober i Vildbjerg Sport og Kulturcenter og byder på en dag med inspirerende oplæg, underholdning og fællesskab for mennesker berørt af sclerose, deres pårørende og andre interesserede. Arrangementet har til formål at fremme vidensdeling og fællesskab i et bæredygtigt mindset.
Idéen bag festivalen
Sclerosefestival 2025 er et fælles projekt startet af frivillige fra lokalafdelinger i Region Midtjylland. Initiativet udsprang af et møde i Grenaa, hvor målet var at tiltrække flere frivillige til bestyrelsesarbejdet i lokalforeningerne. Her opstod idéen om en festival, der samler og engagerer mennesker omkring sclerose.
Festivalen er skabt som et samlingspunkt for alle, der er berørt af sygdommen – både personer med diagnosen, pårørende og andre interesserede. Den udspringer af ønsket om at styrke det frivillige engagement og skabe et meningsfuldt fællesskab.
Med et varieret program, der rummer faglige oplæg, inspirerende aktiviteter og sociale møderum, ønsker vi at sætte fokus på de mange aspekter af livet med sclerose. Her er der plads til både eftertanke, dialog og fælles oplevelser – uanset alder og baggrund.
Festivalen hviler på tre gennemgående værdier: viden, fællesskab og bæredygtighed. Det er vores mål at skabe en dag, hvor man kan blive klogere, føle sig forbundet og mærke, at man ikke står alene.
Vi glæder os til at byde velkommen til en inspirerende dag i Vildbjerg Sport- og Kulturcenter – for både nye og erfarne i sclerosefællesskabet.